Baggrund
Appreciative inquiry (AI), som på dansk kan betegnes som anerkendende kommunikation blev oprindeligt udviklet til brug i organisationer af David Cooperrider og Suresh Srivastva.
Målet med metoden var at skabe ny udvikling og læring i organisationer, og denne erfaring er senere overført til arbejdet med, hvad der skaber udvikling og ny læring hos enkeltpersoner.
Det grundlæggende
Grundideen i metoden lyder, at mennesker har en tendens til at handle i overensstemmelse med deres forestillinger om fremtiden. Den nødvendige konsekvens af dette, er at man må arbejde med personens styrker frem for det der opleves som problematisk.
At bruge anerkendende kommunikation i sit professionelle arbejde handler om at anvende nogle grundlæggende teknikker i samtalen, som hjælper den anden til at opdage og fokusere på sine ressourcer. Derved hjælpes ressourcerne til at vokse og styrkes, så de kan bruges til at håndtere udfordringerne på nye måder.
Et billede på processen er, at man som samtalepartner hjælper den anden vil at vokse og strække sig mod målet som blomster strækker sig mod solen.
Hvor kan anerkendende kommunikation (AI) bruges?
Anerkendende kommunikation eller appreciative inquiry (AI) er et virksomt samtaleværktøj, som er oplagt at bruge når den professionelle samtale skal hjælpe et menneske, der har et ønske om forandring i sit liv.
Det kan være forandring mod et nyt mål i livet, f.eks:
- at skabe sig et netværk i en ny livssituation
- at finde vejen mod bedre samarbejde i familien eller på jobbet.
- at finde ny retning i sin karriere efter en fyring
Træning i anvendelse af anerkendende kommunikation kan være relevant for f.eks. sundhedspersonale, coaches, diætister, eller andre funktioner, der har til opgave at hjælpe en kunde eller klient til forandring mod et ønsket mål.