Overgangsalder / Menopause
Psykologisk støtte i perimenopause og menopause (overgangsalder) hos Psykolog Tacha R. Hviid, Lyngby Hovedgade 96, st., 2800 Lyngby
Tacha Reinhold Hviid er
Autoriseret psykolog, cand.psych.aut.
Specialist i Sundhedspsykologi og Klinisk psykologi

Hjælp til psykologiske gener forbundet med (peri)menopause i Lyngby
Overgangsalderen er en naturlig, men ofte kompleks livsfase. Den kan ud fra psykologien ses som overgangen til en ny livsfase med andre opgaver og muligheder end at drage omsorg for andre.
Mange kvinder oplever ikke alene fysiske forandringer som hedeture, hjernetåge, søvnproblemer og træthed, men også følelsesmæssig uro, som kan være svær at sætte ord på. Måske genkender du oplevelsen af at blive hurtigere irriteret, føle dig mere sårbar eller tvivle på, om du stadig “er dig selv”.
Der kan opstå tanker som: “Er jeg ved at blive alvorligt syg?”, “Er det sådan her mit liv skal være nu?” eller “Kan jeg tillade mig at tage de hensyn eller lave de forandringer, som jeg mærker behov for?”
Når kroppen ændrer sig – og sindet følger med
De psykiske forandringer i overgangsalderen hænger tæt sammen med faldet i østrogen, progesteron og testosteron.
Når østrogenniveauet falder, påvirkes blandt andet hjernens produktion af seroton og dopamin – signalstoffer, som har betydning for humør, energi og søvn. Mange oplever derfor øget tristhed, følelsesmæssig sårbarhed, koncentrationsbesvær og søvnbesvær.
Testosteron spiller en rolle i forhold til energi, lyst og handlekraft – og når niveauet falder, kan du opleve en mere grundlæggende træthed eller følelse af at være “flad”.
Progesteron, som også falder markant i overgangsalderen, har en beroligende og stabiliserende virkning på nervesystemet. Når det reduceres, kan det bidrage til uro, ængstelighed og problemer med at finde ro – især om aftenen og natten.
Disse hormponeller forandringer kan forstærke følelsen af at miste sig selv – både fysisk og psykisk – og give anledning til tvivl, uro og indre konflikt.
En ny opmærksomhed på egne behov – og den svære tilladelse
Mange kvinder oplever, at overgangsalderen skaber en mere tydelig kontakt til egne grænser og behov. Det kan vise sig ved en kortere lunte, øget irritation eller en voksende utålmodig med at “please” andre. Samtidig har mange levet et liv, hvor de i høj grad har sat andres behov først – børn, partner, arbejde – og mangler derfor erfaring med at lytte til og tage egne behov alvorligt.
Måske genkender du nogle af disse situationer:
- Du vågner kl.03:30 med tankemylder og kan ikke falde i søvn igen – og i løbet af dagen mærker du en konstant underliggende træthed.
- Du har altid været stærk og handlekraftig – men nu græder du over småting og føler dig forkert
- Du oplever, at din tålmodighed med børn, partner eller kolleger er slidt tynd – og bagefter rammes du af skyld
- Du mærker en uro, en længsel eller tomhed, som er svær at sætte ord på – og som ikke forsvinder, selvom du “har alt det du ønskede dig”.
- Du mærker dine egne behov tydeligere, men ved ikke, hvordan du skal tage dem alvorligt – eller få plads til dem i hverdagen.
Dette skaber en indre spænding: Kroppen og psyken sender signaler om, at noget må ændres, samtidig føles det måske egoistisk eller forkert at handle på det. I terapien arbejder vi med at udforske og give plads til disse signaler, og med at finde måder du kan stå ved dig selv – med både venlighed og styrke.
Terapi med plads til hele dig
I samtaleforløbet arbejder vi med at skabe en tryg og medfølende ramme, hvor du kan være nysgerrig på det, du mærker. Compassion focused therapy (CFT) tilbyder et sprog og en tilgang, hvor vi undersøger, hvordan du kan møde dig selv med varme og forståelse – fremfor kritik og selvbebrejdelser. Mange kvinder i overgangsalderen oplever, at deres indre kritiker bliver mere markant, og at følelsen af utilstrækkelighed eller ensomhed vokser.
Samtidig trækker vi på den eksistentielle fænomenologiske psykologi til at undersge de store livstemaer, som ofte aktiveres i denne fase: Forandringer i identitet, krop og roller – og spørgsmål som: Hvad giver mit liv mening nu? Hvordan vil jeg gerne forme det fremover?
Hvad vi arbejder med
I samtalerne kan vi blandt andet:
- Undersøge hvordan overgangsalderens forandringer påvirker dit forhold til sig selv og dine relationer.
- Arbjede med at styrke den medfølende del af dig – den, der kan rumme at du bliver udfordret, uden at dømme.
- Sætte ord på eksistentielle overvejelser og skabe afklaring af dine værdier og prioriteringer.
- Lære konkrete redskaber til at håndtere indre uro, søvnbesvær og overvældelse.
- Styrke dine evner til at mærke og tage hensyn til egne behov – uden dårlig samvittighed.
Tag kontakt for hjælp til at finde vej i overgangsalderen
Du kan kontakte mig pr. mail, telefon eller sms. Ønsker du at jeg skal ringe dig op, er du også meget velkommen til blot at sende en sms med navn og telefonnummer.
Jeg vil ringe tilbage, hurtigst muligt, næsten altid samme dag. Du er velkommen til at skrive et tidsrum, som passer dig særligt godt eller ikke passer for dig.
NYHED: Få vejledning omkring dækning fra sundhedsforsikring her
Symptomer
Læs mere om de temaer inden for psykologi du kan arbejde med hos mig:
Klik på temaet for at læse mere